Holde øjenkontakt

Som I måske allerede har læst, er jeg ikke særlig glad for at holde øjenkontakt. Jeg synes bare, det er ubehageligt. Med min familie og mine venner er det tit ok, men især i samtaler med fremmede eller når jeg skal snakke om følelser, er det svært for mig at holde øjenkontakt.

Nogle gange kan det godt nok føre til mærkelige situationer, når jeg ikke kan holde øjenkontakt. I de sidste måneder er det faktisk sket mange gange, at jeg har kigget for meget ud af vinduet i samtaler og så troede den, jeg snakkede med, at jeg fortalte om noget spændende, der skete udenfor. De andre kigger så altid søgende ud af vinduet og jeg bliver nødt til at forklare, at der ikke er noget spændende udenfor, men at jeg bare er dårlig til at holde øjenkontakt. Jeg kan godt forestille mig, at det lyder som en sjov situation og jeg synes også nogle gange, det er lidt sjovt, men det er også bare irriterende, når jeg altid bliver nødt til at forklare mig selv.

Problemet er jo også, at man ikke altid ved, om andre tænker noget mærkeligt om, at jeg ikke holder øjenkontakt. Når jeg snakker for eksempel med psykologer eller læger, som ikke kender mig, er jeg altid bange for at de tolker det mærkeligt, at jeg ikke holder øjenkontakt. Tit holder folk jo ikke øjenkontakt, fordi de synes, at emnet, de snakker om, er ubehageligt. Men sådan er det jo ikke altid for mig. Jeg kan have en sjov og dejlig samtale og alligevel ikke holde øjenkontakt. Og derfor er jeg altid bekymret, at andre kunne have et mærkeligt billede af mig. Så jeg prøver især i samtaler med fremmede at tvinge mig til at holde øjenkontakt. Jeg vil jo heller ikke være uhøfligt. Men det tager mig bare så meget energi, når jeg prøver at kigge andre i øjnene i længere tid.

Derfor spørger jeg mig selv tit: Skal jeg virkelig brug al min energi på at kigge andre i øjnene eller skal jeg bare lade være og indgå risikoen, at andre misforstår mig totalt?