Bare for få måneder siden havde jeg en psykolog, var i ambulant behandling i lokalpsykiatrien og havde en kontaktperson fra kommunen. I dag er der kun kontaktpersonen tilbage. Jeg har ingen idé, hvad jeg skal synes om det. Først stoppede min psykolog. Og så er behandlingen i lokalpsykiatrien blevet afsluttet i dag. Jeg har jo fået Aspergers diagnosen og der er ikke nogen behandling for det i psykiatrien. Og så er jeg ikke længere depressiv og har nok styr på spiseforstyrrelsen, så jeg har ikke længere brug for behandling i psykiatrien. Det er jo egentlig godt. Det er også helt sikkert rigtigt, at jeg har fået det bedre. Hvis man sammenligner, hvordan jeg havde det for to år siden, da jeg fik en depression, med hvordan jeg har det nu, er der nok en kæmpe forskel. Men det er altså bare mærkeligt at være afsluttet der.
Det har nok noget med det at gøre, at det er en stor forandring ikke længere at være i psykologisk behandling. Og jeg hader jo alle forandringer i starten, selv hvis de er gode. Det føles også, som om de her psykiske problemer har været en del af mig. Så det er helt nyt for mig at være næsten rask. Og nye ting er bare skræmmende.
Jeg synes også, det er svært at vide, hvad jeg skal synes om det hele, fordi jeg er bange for, at jeg kommer til at stå alene med de udfordringer, jeg har på grund af Aspergers. Jeg har jo stadig en kontaktperson, der virkelig er en stor hjælp for mig, men hvad nu, hvis jeg skal få en ny kontaktperson. I kommunen ved man aldrig, hvad der kommer til at ske. Jeg har haft så mange forskellige sagsbehandlere. Så kan det lige så godt ske, at jeg også skal få en ny kontaktperson. Og hvis den nye ikke er så god som hende, jeg snakker med nu, så har jeg ikke nogen hjælp tilbage.
Det tager nok nogle dage, indtil jeg helt ved, hvad jeg føler og synes om situationen.