Hvorfor jeg – autisme og shutdowns

605 Views 0 Comment

Jeg har haft en snak med min kontaktperson for nylig og nu er jeg så deprimeret. Det er selvfølgelig ikke hendes skyld, men det skyldes nok vores samtale. Vi snakkede om mine shutdowns og om, hvordan jeg havde det lige for tiden. Hvis I ikke ved, hvad shutdowns er, gør det ingenting. Jeg skal nok forklare det lige om lidt. I hvert fald er jeg helt irriteret og ked af det. Men mest af alt synes jeg, at det er vildt uretfærdigt, at jeg skal have det, som jeg har det.

Shutdowns
Mange af jer kender nok nedsmeltninger. Jeg er ikke lige den bedste til at forklare nedsmeltninger, fordi jeg ikke oplever dem selv. Men når man bliver overvældet og ikke kan være i sig selv, så kan det ske, at men reagerer på en udadreagerende måde, for eksempel ved at råbe, skrige eller kaste med ting. Det kaldes en nedsmeltning. Et shutdown kunne man nok kalde det modsatte af en nedsmeltning. Man er nemlig mere indadreagerende.

I mit tilfælde er det sådan, at jeg føler, at jeg ikke kan bevæge mig og/eller tale. Og så kan det være, at mine arme og ben er så tunge, at det næsten føles som smerter. Jeg bliver tit spurgt, om jeg så virkelig ikke kan tale eller bevæge mig, når jeg har et shutdown. Mit svar er: Hvis der er noget meget vigtigt, så kan jeg nok godt, men det føles helt umuligt og det er meget anstrengende.

Hvorfor mig, hvorfor os?
Jeg har snakket med rigtig mange, der ikke har autisme og jeg kender ikke en eneste, der også oplever noget shutdown lignende. Så min teori er, at neurotypiske (dem uden autisme) bare altid har lidt energi tilbage i deres krop, sådan at de ikke havner det sted, hvor de er helt energiforladte. Og der kan jeg godt være lidt misundelig. Hvorfor skal det lige være os autister, der skal kæmpe med shutdowns? Der er nok et retorisk spørgsmål, fordi svaret kender jeg jo. Det er nok bare, fordi vi autister lever i en verden, der ikke er indrettet efter vores behov. Og det kræver virkelig meget energi. Så det giver nok fin mening, at vi engang imellem mister så meget af vores energi, at vores kroppe ikke fungerer ordentligt længere.

Er jeg alene med det?
Det, der også frustrerer mig, er, at jeg aldrig har mødt nogen i det virkelige liv, der også har shutdowns. Så jeg føler mig vildt alene med det. Hvis man vil snakke med nogen om shutdowns, så er det altid sådan, at man først skal forklare det og så har de tusind spørgsmål. Og det er super fint at have spørgsmål, men jeg søger nogen, der bare ved, hvad jeg snakker om. Det kunne være så rart, hvis man for eksempel kunne tage til læge og så sagde han/hun med det samme: Nåh ja, det er jo på grund af det og det og det er helt normalt. Så du skal bare gøre sådan og sådan. Men det sker ikke, for der er ikke nogen læger eller psykologer, der kender til det her. I hvert fald har jeg aldrig mødt nogen. De eneste, jeg har, er jer. Der er jo nogle af jer, der har det på samme måde som mig, og det giver mig i det mindste en lille følelse af ikke at være helt alene.

Hvorfor skriver jeg det her?
Måske havde I håbet, at jeg ville komme med noget opmuntrende i dag. Noget, der kan hjælpe jer. Men det kan jeg ikke lige nu. Jeg havde bare brug for at komme af med mine tanker. Men grunden til, at jeg ikke bare skriver det i en dagbog, men deler det med jer, er, at jeg er sikker på, at der er nogle af jer der også føler sig håbløse, frustrerede og irriterede. Og I skal vide, at I ikke er alene.

Mere om shutdowns
Hvis I vil læse flere af mine blogindlæg om shutdowns, kan I se mere her: https://www.unbemerkt.eu/da/?s=shutdowns

0 Kommentar/e

    Kommentar schreiben