Når man har en diagnose, så siger behandlere tit, at man skulle passe godt på sig selv. Mine kontaktpersoner siger det for eksempel også altid til mig, nar jeg ikke har noget energi eller når jeg har for mange planer. Men hvordan forklarer man det lige til resten af verdenen, hvis man skal sige fra eller gøre noget på en anden måde for at passe på sig selv? Jeg føler tit, at samfundet ikke kan acceptere, når man gør tingene på sin egen måde. Man skal helst gøre ligesom alle andre og være så normal som muligt. Når man skal sige fra eller vil gøre ting på en anden måde, bliver der stillet masser af spørgsmål. Folk får en til at tvivle, om man er god nok, om man udfordrer sig nok og om man ikke alligevel kunne presse sig selv lidt mere.
Min manglende energi
Jeg har i de sidste mange uger mistet mere og mere af min energi. I sidste uge kunne jeg mærke hver dag, at jeg kunne holde til færre og færre timer i skolen. Jeg har ikke overskud til noget som helst og jeg fravælger alt, jeg kan, for at prøve at holde fast i den få energi, jeg har. Når jeg kommer hjem fra skolen, ligger jeg i sengen i mindst 1,5 time, før jeg overhovedet kan tænke over at lave noget produktivt.
Gruppearbejde på studiet
Jeg er først lige startet på andet semester af mit studie for nogle uger siden. Vi fik så at vide, at vi skulle have et lille projekt i ca. seks uger og så skulle vi have første års prøven bagefter. Jeg har i hvert fald besluttet mig for, at jeg vil søge om dispensation til første års prøven, sådan at jeg kan arbejde alene i stedet for en gruppe. Det ville bare gøre det meget nemmere. Og det lille projekt, vi starter nu her, skulle alligevel være et individuelt projekt. Så det tænkte jeg, at jeg sikkert godt kunne overskue. Men nu fik vi at vide, at vi alligevel skulle have studiegrupper, hvor vi sammen skulle planlægge vores projekt. Og det har jeg virkelig ikke nok energi til.
Samtalen med min lærer
Jeg tænkte, at det sikkert kunne være en god ide at snakke med min lærer. Så det gjorde jeg lige efter undervisningen. Jeg fortalte ham om min diagnose og om min manglende energi. Jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle overskue at være i en gruppe. Og jeg gav ham endda gode forklaringer på, hvorfor jeg har det sådan og hvordan det viser sig. Men jeg følte mig alligevel ikke forstået. Han sagde, at møderne jo sikkert kun vil tage en time. Hvis man ikke har noget energi i forvejen, så er en time dog bare virkelig lang tid. Han foreslog også, at jeg ikke behøvede at være aktiv deltagende i hele mødet. Men hvordan skal jeg overhovedet kunne komme til et møde, hvis hele min krop skriger, at den har brug for at gemme sig i sengen? I starten sagde min lærer faktisk kun, at han ikke vidste, hvad han skulle sige. Den reaktion får jeg meget tit.
En lignende situation
Der var en lignende situation på mit sidste semester. Jeg snakkede med en af underviserne, om jeg ikke kunne forlade min projektgruppe og arbejde videre alene. Der var ikke noget galt med gruppen, men jeg havde bare ikke energi til gruppearbejde. Underviseren sagde så, at det nok var muligt, MEN…! Og så fik jeg lige de tusind grunde at vide, hvorfor det ville være en meget dårlig ide. Jeg følte mig slet ikke taget seriøst i, at jeg egentlig allerede havde taget en beslutning om, hvad der ville være bedst for mig.
Ønsket om mere forståelse
Alt i alt er mine undervisere meget hjælpsomme og de vil rigtig gerne finde en løsning. Men hver gang, jeg har brug for at noget bliver tilpasset mine behov, reagerer de bare virkelig ikke godt. Jeg forstår godt, at de skal stille spørgsmål. Jeg ville bare ønske, at de kunne se, at jeg har gjort mig mange tanker og at jeg bevidst har taget en beslutning om, hvad der er bedst for mig. Jeg siger ikke fra eller beder om hjælp, fordi jeg er doven. Jeg prøver bare at passe på mig selv. Det skulle være noget, jeg bliver anerkendt for. Det er noget, jeg kan være stolt af. I stedet for skal jeg altid retfærdiggøre mine beslutninger. Jeg får dårlig samvittighed for at prøve at passe på mig selv, fordi jeg føler, at jeg skulle prøve mere og presse mig selv mere. Folk får mig til at få følelsen af, at jeg ikke er god nok og at jeg er til besvær. Jeg ville ønske, at folk støttede mig i stedet for.
Bliv ved med at passe på dig selv! Du ved, hvordan det hænger rigtigt sammen.
Jeg må nogle gange øve mig på at sige fra, så jeg er klar til de rigtige situationer.
Jeg synes, det er så godt, at du siger fra og fortæller, hvad du har brug for. Det er desværre ikke alle, der forstår, hvorfor det er så svært, men heldigvis er der nogle mennesker, der accepterer og anerkender en for at være ærlig. Ikke alle, men jeg håber, at du får den lempelse, du har brug for, hvis du bliver ved med at prøve og står fast. Jeg ved, det kræver energi, og det er hårdt….