For nogle uger siden udkom der en tysk video om mig og mit liv med autisme. Sidenhen har jeg fået rigtig mange beskeder og mails omkring autisme og Aspergers. Det er tit piger og kvinder, der skriver til mig, og de står i en situation, der rigtig meget ligner mig for nogle år siden. De kan genkende det, de har set eller hørt om autisme og overvejer om de skal udredes. Hvad gør man i sådan en situation?
Udfordringerne i hverdagen
Da jeg var teenager, begyndte jeg lige så stille at lægge mærke til nogle problemer i min hverdag. Det var udfordringer ved det sociale. Jeg vidste ikke, hvordan man opbyggede venskaber eller hvordan man overhovedet opfører sig, når man er sammen med mange mennesker. Jeg vidste heller ikke, hvordan man skulle lave small talk, hvordan man starter en samtale og hvordan man holder den kørende. Der var også andre problemer.
Jeg kunne mærke, at jeg mistede min energi hurtigere end andre og jeg havde brug for meget struktur og planlægning. Jeg kunne skrive om de her ting i en evighed, men det er ikke det, det skal handle om. Det handler om, at der er rigtig mange mennesker, der har det ligesom mig. De lægger enten pludselig eller ligeså stille mærke til, at de har nogle udfordringer, som de fleste i deres omgangskreds ikke har. Nogle har måske endda allerede nogle diagnoser.
Diagnoser før autismen
For mig var det sådan, at jeg fik en depressions- og en spiseforstyrrelsesdiagnose, før jeg fik min Aspergers diagnose. Derudover havde jeg problemer med selvskade. Og der er jeg ikke den eneste. I løbet af de sidste par år har jeg fået så mange beskeder fra især unge mennesker, der også allerede havde nogle diagnoser og så fandt ud af, at der er noget, der hedder autisme og der kunne forklare rigtig mange af deres problemer.
Mistanke – hvad nu?
Så er der stadig spørgsmålet om, hvad man skal gøre, når man har mistanken om, at man kunne være autist. Nogle mennesker kan godt leve uden diagnose. De har mistanken, tror, at de kunne være autist og det er nok for dem. Det er helt fint og det respekterer jeg også. Men jeg har det på en helt anden måde. Jeg skulle vide det med sikkerhed og have en officiel diagnose. Så mit råd til dem, der også gerne vil vide det med sikkerhed, er, at de skal lade sig udrede. Selv hvis det viser sig, at man ikke er autist, så har man jo ikke mistet noget. Jeg synes faktisk, at man lærer sig rigtig godt at kende under udredningen, så det er jo kun en positiv ting, synes du ikke?
Holdninger fra andre
Desværre går det ikke altid ligeså godt, når man fortæller andre om ens mistanke om autisme eller endda ens autisme diagnose. Nogle reagerer for eksempel sådan: ”Du skulle være autist? Det kan da ikke passe. Du har jo et normalt liv. Du har en uddannelse/et job. Du har venner. Du kan ikke være autist!” Jeg vil slet ikke gå ind i, hvor mange fordomme der ligger i de få sætninger. Men det er jo det, det er: fordomme. Derfor er mit råd: Hvis du kunne genkende dig i en video eller en tekst eller noget lignende om autisme, vis det til din familie eller dine venner. Forklar dem, hvad autisme er og at det er et spektrum. Du må ikke lade dig blive forvirret af andres holdninger. Hvis du selv tror, at du kunne være autist, er det kun fagfolk, der kan finde ud af, om det passer.
Læger
Jeg har længe tænkt over, om jeg skulle snakke om emnet her, men jeg synes det er vigtigt. Det er nok bedst, hvis jeg starter med mit budskab og forklarer det bagefter: Vær kritisk! Det, jeg vil sige med det er: Hvis en læge eller lignende afviser dig og siger, at du ikke er autist, men du føler dig overhovedet ikke forstået, overvej at finde en ny læge. Der er desværre også læger, der stadig har fordomme om autister, især om autistiske piger og kvinder. Jeg har hørt om læger, der siger: ”Du kan holde øjenkontakt. Du kan ikke være autist.” Og det er bare dumt. Hvis din læge siger noget i den stil, skal du virkelig være kritisk.
Selvom de fleste af os nok ikke selv er læger, kender vi os selv bedst. Og dermed vil jeg ikke sige, at man skal have mistillid til læger. Man skal have en grundlæggende tillid til læger, ellers virker samarbejdet ikke. Men jeg synes, det er vigtigt, at man ikke helt lægger sine følelser og overbevisninger til side.