Gæsteindlæg: Mit parforhold med Ben – en autist

273 Views 0 Comment

I dette gæsteindlæg fortæller Mel om hendes parforhold med Ben. Ben har for nyligt fundet ud af, at han har en autisme spektrum forstyrrelse. Indlægget er oversat fra tysk.

Da vi lærte hinanden at kende

Ben og jeg har været sammen i næsten 9 år. Vi har lært hinanden at kende igennem hans søster. Først var det sådan for mig, at jeg bare ville prøve at få den stille og indadvendte mand til at deltage i samtalen mellem mine og hans søsters venner. Ben sad sammen med os i en Irish pub den aften og sagde næsten ingenting. Nogle uger efter kyssede vi for første gang. Helt romantisk, i regnvejr på vej hjem.

Et fast forhold?

Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at vores forhold har været anderledes allerede fra starten af. Efter de første dates var jeg stadig ikke sikker, om vi passede sammen. Derfor spurgte jeg Ben, om vi kunne bare prøve at se, hvor vores rejse fører hen, i stedet for allerede at være i et fast forhold. Efter fire måneder spurgte Ben mig så en aften, om jeg havde taget en beslutning om, hvor vores rejse skulle føre hen…om jeg ville være i et forhold eller ej.

Vores rejse

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg følte i det øjeblik. Jeg følte mig så dårligt, fordi jeg troede, at jeg var tydelig i at vise Ben, at vi allerede var i et fast forhold og at jeg virkelig gerne ville være sammen med ham. Jeg har slet ikke sat spørgsmålstegn på målet af vores rejse længere. Men Ben ventede hele tiden på, at jeg ville sige, hvilken beslutning jeg havde taget. Jeg skulle tydeligt sige, hvad jeg følte. Ud fra mit adfærd kunne han ikke erkende, at jeg allerede havde taget en beslutning for lang tid siden.

Usikkerhed

Sådan nogle situationer har der været mange af i de ni år af vores forhold. Situationerne irriterer mig. De gør mig vred og ked af det, fordi Ben ser helt anderledes på ting og situationer, der virker ”normale” og tydelige for mig. Nogle gange vidste jeg ikke, hvordan og om vores forhold skulle fortsætte.

Diagnosen

I dag har jeg vidst i tre uger, at Ben er på autismespektret. Oveni det er han følelsesblind. Vejen til diagnosen tog to år for mig. For Ben tog det hele hans liv, 28 år. I al den tid har han prøvet at tilpasse sig normerne og værdierne af samfundet.

Depression

De sidste to år havde Ben voldsomme depressioner. Han startede i terapi og tog på et genoptræningsophold. Der var Ben heldig og mødte en læge og psykolog, der så hele billedet. Men de kunne kun mistænke en autisme spektrum forstyrrelse og ikke stille en sikker diagnose, fordi de ikke var specialiserede i det. Die sidste to år har været et følelsesmæssigt kaos. Ben og jeg havde det virkelig svært. Mistanken var ikke en lettelse. Depressionerne havde lige pludselig en årsag, men mistanken gjorde vores liv ikke bedre i starten.

Hjælpesystem

Jeg begyndte at læse om autisme. Mit arbejde og min interesser for medicin var en stor hjælp. Desværre lagde jeg mærke til, at ikke kun litteratur men også hjælpesystemet var rettet mod forældre af børn på autismespektret. Indtil videre har jeg ikke fundet noget støtte til kærester.

Autisme som del af personligheden

Også samtaler med Ben omkring autisme har været og er stadig nogle gange svære. Min personlighed er så struktureret, at jeg vil løse ”problemer” og komme af med dem så hurtigt som muligt. Autisme og alt det indebærer er dog ikke et ”problem”, man bare lige løser og så er alt godt. Jeg skal forstå og acceptere, at Ben er autist. Det er ikke en beslutning han har truffet eller en indstilling. Autisme er en del af hans personlighed. Det tog lang tid, indtil Ben og jeg kunne snakke åbent. Men der er flere og flere åbne samtaler.

Løsninger og kompromiser

Ben er ved at finde ud af, hvad der er godt for ham og hvad der ikke er godt for ham og hvilke rutiner der giver ham tryghed i hverdagen. Jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg kan håndtere de nye ting uden at skulle ændre mig eller blive til en anden. Og sammen prøver vi at finde løsninger og kompromiser, når der er noget, der er svært for en af os.

Et godt eksempel for det er opvaskemaskinen. Ben ønsker sig, at vi i fremtiden sorterer bestikket og altid kommer det det samme sted. Jeg kunne hurtigt se, at opvaskemaskinen var nemmere at tømme, hvis bestikket var sorteret. Men jeg kunne også mærke, at jeg ikke kunne lægge bestikket det samme sted hver gang, fordi det ikke var vigtigt for mig. Vi blev så enige om kun at sortere bestikket og ikke altid lægge det det samme sted.

Sociale situationer

Vi har store udfordringer hvad angår sociale situationer. Jeg har brug for mine venner, tage i byen, gå til koncerter… Ben synes, det er anstrengende. For noget tid siden sagde han til mig: ”Du er mit moralsk kompas”. Han ved ikke, hvad samfundet synes, man skulle gøre og hvilket adfærd der er passende i sociale situationer. Nogle gange ville jeg ønske, at han vidste det intuitivt ligesom mig. Og nogle gange kan jeg lære af ham, fordi sociale situationer ikke belaster ham så meget som mig. Han lader dem ikke komme for tæt på, fordi de ikke betyder så meget for ham, som de gør for mig. Så jeg kan lære at være mere afslappet og se på tingene med lidt mere afstand.

På den ene side ændrer diagnosen alt for mig…

Jeg kan mærke, at min kommunikation har ændret sig. Jeg plejer at tale i billeder og bruge metaforer. Ben forstår derfor tit ikke, hvad jeg siger. Det er vigtigt for Ben, at jeg taler tydeligt og ikke giver plads for interpretationer. Så er det nemmere for ham at forstå mig.

Jeg kan godt lide at tage i byen med mine venner og min familie. Jeg har lagt mærke til, at jeg virkelig har brug for mine venner. Nogle gange har jeg brug for at være sammen med nogle, der kan forstå mine følelser på en nonverbal måde, uden at jeg skal forklare det. 

…På den anden side slet ikke

For mig er Ben ikke følelsesblind. Han håndterer følelser bare på en anden måde. De sidste ni år har han lært at erkende mange af mine følelser. Og jeg kan kun gætte, hvor anstrengende det må have været for ham. I øjeblikket er Ben begyndt at vise mig sig selv mere og finde ud af, om det sociale adfærd, han har lært, passer til ham. Det er vigtigt for mig, at Ben ikke behøver at skjule sig selv. Sammen er vi på vej til at finde ud af, hvordan vi håndterer diagnosen.

Sammenhørighed

Ben gør alt for, at jeg har det godt, og han prøver at indgå kompromiser. Det har altid været godt for os, at vi har været åbne overfor hinanden. Ben ser mig som ligeværdig partner og giver mig hver dag et stykke mere af hans tillid. Selvom det kan være svært, så holder vi sammen. I de ni år, vi har været sammen, kunne jeg altid være sikker på, at Ben elsker mig.

0 Kommentar/e

Kommentar schreiben