Samtaler tager energi

1945 Views 2 Comments

Den seneste tid

I har måske lagt mærke til, at jeg ikke har skrevet særlig meget på min blog de sidste to måneder. Grunden til det er, at jeg har haft virkelig travlt i min ferie. Jeg var i Tyskland i tre uger, brugte meget tid sammen med min kæreste, da jeg kom hjem igen, og så har jeg også lige haft besøg af min far. Det er egentlig først nu, at jeg har tid til virkelig at slappe af. Jeg har nydt min ferie rigtig meget og jeg elsker at være sammen med min familie og min kæreste. Men det tager mig også bare virkelig meget energi, når jeg laver så meget.

Ingen lyst til at snakke

De sidste par dage har jeg lagt mærke til, at jeg virkelig ikke har haft lyst til at snakke meget, hvis det ikke lige er med dem, der er tætteste på mig. Jeg var for eksempel sammen med nogle venner for nogle dage siden og jeg ville bare ikke sige noget. Jeg ved bare ikke, om det virkelig er sådan, at jeg ikke havde lyst til det eller om jeg ikke kunne overskue det, fordi jeg mangler energi.

Anspændt i sociale situationer

Jeg har lagt mærke til, at jeg i virkelig mange situationer ikke rigtig kan slappe af, når jeg er en del af en samtale. Det er fint, når jeg snakker med min familie, mine allerbedste venner eller min kæreste. Men når jeg er sammen med andre, føles det tit, som om jeg ikke helt kan være mig selv. Når jeg sidder sammen med folk, er min hjerne bare helt tom. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige eller spørge om. Det føles ikke naturligt for mig at starte en samtale og holde den kørende. Så jeg tænker konstant over, hvad jeg kunne sige.

Min maske

Hvis andre ser mig i sociale sammenhæng, kan de for det meste ikke lægge så meget mærke til, at jeg har svært ved at føre samtaler. Jeg snakker jo med andre. Men det føles ikke, som om det er mig. Det er, som om jeg tager en maske på og lader, som om jeg er anderledes. Jeg tvinger mig selv til at finde på ting, jeg kunne snakke om og spørge ind til. Men det sker ikke naturligt for mig. I hvert fald ikke, hvis jeg ikke er meget tæt på dem, jeg snakker med. Min hjerne går altid lidt i panik og skriger: ”Nici, find endelig ud af, hvad du kan sige! Hvad kunne der være et spændende emne? Hvad ville andre sige? Hvad er der mest passende at sige? Er der noget, jeg kunne spørge ind til?”.

Grunden til at tage en maske på

Måske undrer I jer, hvorfor jeg overhovedet tvinger mig selv til at tage en maske på? Jeg stiller mig i hvert fald selv spørgsmålet. Jeg tror, at min største grund til at gøre det, er, at jeg føler, at samfundet har nogle forventninger om, at man skal være på en bestemt måde. Når man mødes med venner, skal man være en del af samtalen. Man skal være interesseret og vise det. Når man er på en uddannelse og spiser sammen med de andre studerende, skal man snakke med dem. Det største problem er nok frygten for, hvad der sker, hvis jeg ikke tilpasser mig de sociale normer. Hvis jeg er stille i en gruppesamtale og ikke tvinger mig til at sige noget, der ikke kommer naturligt, er der så overhovedet nogen, der gider at snakke med mig? Hvordan skal man så finde venner? Jeg er bange for, at andre kunne synes, at jeg ikke er interesseret i dem eller at jeg er arrogant.

Først et år efter diagnosen

Jeg synes godt nok, at det føles mærkeligt, at jeg først nu lægger mærke til, hvor meget jeg prøver at virke neurotypisk (ikke autistisk). Jeg prøver så meget at ligne alle andre. Jeg vidste godt, at jeg er dårlig til small talk, men jeg var ikke bevidst over, hvor meget energi det virkelig tager mig at være en del af en samtale. Det er mere end et år siden, at jeg har fået min Aspergers diagnose. Jeg troede, at jeg var kommet meget langt i at lære mig selv bedre at kende og forstå mig selv. Men jeg føler, at jeg lige er blevet meget mere bevidst om noget virkelig stort.

Hvad så nu?
Spørgsmålet er så bare, hvad jeg skal gøre nu. Jeg har ikke lyst, til at fortsætte med at lade som om jeg er anderledes resten af mit liv. Jeg har ikke lyst til at sætte en maske på og tvinge mig selv til samtaler. Jeg har bare ikke lyst til at bruge min energi på sådan noget. Lige nu er jeg jo stadig ved at lade min energi op. Så jeg kunne godt forestille mig, at jeg kommer til at være lidt mere stille og tilbageholdende de næste par dage og uger. Jeg vil bare gerne slappe af og undgå alt det, der tager mig energi. Men jeg kunne også godt forestille mig, at jeg for eksempel ved den nye semesterstart er for bange for at være mig selv. Jeg er bange for, at de andre så ikke kan lide mig og ingen gider at snakke med mig. Jeg tror nok, at jeg skal finde en mellemvej. Jeg er bare glad for at være blevet mere opmærksom på, hvor meget energi det tager mig at starte samtaler og holde dem kørende.

Hvor passer jeg ind?
Jeg er begyndt at tænke virkelig meget over, hvor jeg passer ind. Jeg føler, at neurotypiske nok ikke kan lide mig eller vil bruge tid på at lære mig at kende, hvis jeg er mig selv. Neurotypiske forventer sikkert, at man stiller spørgsmål, deltager aktivt i samtaler og starter samtaler. Så skulle man tænke, at jeg måske nemmere kan være venner med andre autister. Men hvis vi alle har svært ved at starte en samtale eller inkludere andre i en samtale, hvordan skal det så fungere? Jeg er meget forvirret og føler mig alene. Det bliver sikkert bedre igen om nogle dage. Men jeg ville rigtig gerne dele det her med jer allerede nu, selvom det hele virker kompliceret, fordi jeg kunne forestille mig, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

2 Kommentar/e
  • Elsebeth Nielsen

    Svar

    For hulen da, hvor er du en tænksom pige, og hvor er det genkendeligt – selv for os, der ikke har en diagnose. mons tro, det er mere alment menneskeligt end en del af en diagnose ? OG , hvor går skillelinjen?

    • Nici

      Nici

      Jeg tror faktisk ikke på, at man altid kan se, om noget har med diagnosen at gøre eller om alle har det sådan. Fordi neurotypiske oplever jo også tit de samme problemer som autister. Det er bare i en anden grad og efter min mening er det, der gør det til autisme, at der er mange forskellige udfordringer samlet. Håber det giver mening 🙂

Kommentar schreiben