Katastrofetanker
Som mange af jer sikkert ved, har jeg ikke kun Aspergers men også angst. Jeg har været i behandling hos en psykiater i cirka et halvt år. For nogle måneder siden er vi begyndt at snakke om, at jeg tit har katastrofetanker. I mit tilfælde er det ikke tanker som ”Hvad nu hvis verden går under i morgen og jeg dør?”, men hellere ”Hvad nu, hvis jeg ikke består min eksamen?”. Jeg har egentlig altid kaldt dem ”Hvad-nu-hvis-tanker”, men min psykiater mener, at det er katastrofetanker, fordi de aldrig er positive. Så det har han nok ret i. Mine katastrofetanker virker måske ikke som en kæmpe katastrofe, men hvis man har nok af de her tanker og ofte, så kan de godt være ret generende.
Katastrofetanker i byen
Jeg har oftest katastrofetanker, når jeg er ude at shoppe eller handle ind. Her er nogle eksempler fra at shoppe.
Hvad nu, hvis jeg møder nogen, jeg kender, og ikke har overskud til small talk?
Hvordan kommer jeg så ud af situationen igen?
Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde min kæreste længere, når vi er i en butik?
Og hvad nu, hvis der ikke er en medarbejder ved kassen?
Når jeg er i et supermarked, er der endnu flere tanker: Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde alt? Så bliver jeg nødt til at spørge en medarbejder. Måske vil jeg hellere bare gå hjem igen uden alt i stedet for?! Hvad nu, hvis pant maskinen er fyldt eller i stykker? Går jeg så direkte hjem igen eller går jeg rundt med en pose fyldt med tomme flasker? Hvis der er selvbetjeningskasser og almindelige, hvilke vælger jeg så? Ved selvbetjeningskasserne skal jeg ikke snakke med nogen, men hvad nu, hvis de ikke fungerer? Kasserne virker så tit ikke. Så bliver jeg nødt til at finde en medarbejder. Og hvad nu, hvis medarbejderen er uhøflig?
Aspergers eller angst?
Hver gang, jeg har katastrofetanker, prøver jeg at finde ud af, om jeg har dem pga. min angst eller Aspergers. Og det er ikke særlig nemt at finde ud af. Jeg tror, at jeg allerede havde katastrofetanker, inden jeg fik angst, men angsten gør tankerne i hvert fald værre. Jeg synes bare, det kunne være spændende at vide, hvorfor jeg får katastrofetanker. Jeg ville nemlig håndtere dem anderledes alt afhængig af, hvor de kommer fra. Hvis jeg synes, at en situation er ubehagelig pga. min Aspergers, så synes jeg nemlig, det er ok at tage imod hjælp eller undgå situationen, hvis jeg ikke kan overskue den. Men hvis angsten hindrer mig i noget, synes jeg, det er vigtigt ikke at undgå situationen. Ellers er der jo fare for, at jeg får endnu mere angst. Jeg er sikker på, at ikke alle skelner så meget mellem deres diagnoser og reaktionerne til dem. Men det er bare sådan, mine tanker ser ud lige nu. Det kan også godt være, at jeg ser det anderledes, hvis jeg tænker mere over det.
Katastrofetanker – hvad nu?
Ligegyldigt hvor tankerne kommer fra, så skal jeg jo håndtere dem på en eller anden måde. Jeg er helt sikkert ikke nogen ekspert i det, men jeg kan jo lige prøve at dele med jer, hvad jeg har lært indtil videre.
Min psykiater prøver tit at få mig til at tænke over, hvor sandsynligt det er, at katastrofetankerne bliver til virkelighed. Vi kan jo lige tage eksemplet fra starten. Jeg var bange for, at jeg måske ikke ville bestå min eksamen. Men hvor stor er sandsynligheden for, at det virkelig sker? Jeg er aldrig dumpet til en eksamen. Så det kommer heller ikke til at ske nu. Så det må jeg huske.
Jeg er i gang med at lære mere om, hvad jeg kan gøre ved angsten og mine katastrofetanker, så jeg skriver nok et nyt blogindlæg om det på et tidspunkt.