Mine hjælpemidler i hverdagen

Mine hjælpemidler i hverdagen

I løbet af de to år, hvor jeg har haft min blog, har jeg flere gange nævnt forskellige hjælpemidler, der støtter mig i hverdagen. Jeg tænkte, at det kunne være smart at have en oversigt over dem alle sammen. Så denne oversigt har jeg lavet her.

Støjreducerende høretelefoner
Jeg elsker mine støjreducerende høretelefoner . Ok, jeg elsker nok alle mine hjælpemidler, men mine høretelefoner vil jeg virkelig ikke undvære. Støjreducerende høretelefoner sørger for, at man kan høre mindre baggrundsstøj. Når jeg for eksempel sidder i toget og har mine høretelefoner på, forsvinder næsten al støj fra toget. Men jeg kan stadig godt høre samtaler og høje lyde for eksempel. Det synes jeg, er ret godt, fordi så kan jeg stadig føre samtaler samtidig med, at jeg har høretelefonerne på.

Vægtdyne
Min vægtdyne er i hvert fald også en fast bestanddel af min hverdag. Vægtdyner sørger med sin tyngde for, at man for eksempel bedre kan slappe af. Når jeg er ked af det, stresset eller kan mærke uro i kroppen, er det første, jeg prøver at finde, min vægtdyne. Den hjælper bare så meget med at berolige mig. Lige nu har jeg en vægtdyne, der vejer 6kg, men jeg overvejer at finde en, der er endnu tungere.

Senseez puder
Senseez er en virksomhed, der blandt andet sælger vibrerende puder. Vibrerende puder…det lyder nok lidt mærkeligt, men vibrationerne fra puderne har en meget lignende effekt som en vægtdyne. Man kan nemmere slappe af og man bliver mindre stresset.
I puden er der et lille device, der vibrerer, når man trykker på det. Jeg har en lille bamse, hvis mave man kan åbne for at sætte en lille varmepude ind. Jeg har for nyligt valgt at sætte det der vibrerende device ind i bamsen i stedet for. Så nu kan jeg bare kramme bamsen og mærke vibrationerne. I min Senseez pude er der også en lille vægtpude på 1kg. Den har jeg også lige pakket i bamsen. Så jeg har en bamse kombineret med både vibrationer og ekstra vægt.

Solbriller
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle klare en sommer eller også bare foråret uden mine solbriller. Ligesom mange andre autister er jeg virkelig lysfølsom og har svært ved det, når solen skinner. Selv når solen kun er der lidt, finder jeg mine solbriller frem. Hvis jeg ikke havde dem, ville jeg sikkert have ondt i hovedet hele tiden. Selv med solbriller kan jeg mærke, hvis jeg har været i solen i for lang tid.

Kalender, planer og påmindelser
Uden min kalender og mine påmindelser på telefonen, ville jeg sikkert glemme alt. Jeg bliver meget nemt stresset, når jeg skal huske for mange ting. Men det hjælper at skrive alt ned. Det hjælper mig også at strukturere og planlægge min uge så meget som muligt. Min kæreste og jeg har for eksempel en månedsplan, hvor vi skriver ned, hvornår vi skal gøre hvad rent og hvornår jeg skal væske sengetøj, håndklæder osv. Det hjælper mig virkelig meget, fordi jeg så ikke hele tiden skal tænke over, hvad jeg skal lave i dag, i morgen og resten af ugen.

Ledsagekort
Med mit ledsagekort skal jeg kun betale for en børnebillet, når jeg tager offentlige transportmidler. Og jeg kan tage en ledsager med, der også kun skal betale for en børnebillet. Derudover er der mange steder ligesom museer eller teatre, hvor man kan få en gratis ledsager med. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det sted, hvor jeg er allermest glad for at have et ledsagekort, er i Legoland https://www.unbemerkt.eu/da/i-legoland-med-en-ledsager/ . Der har de nemlig en vis-hensyn-ordning. Det betyder, at man, når man for eksempel har autisme, kan få nogle armbånd, som man kan springe køen til forlystelserne over med. Hvis der ikke fandtes det, ville jeg slet ikke kunne overskue en dag i Legoland.

Medicin
Mange mennesker har noget imod medicin, især psykofarmaka. Jeg er nok heller ikke den største fan af medicin, men lige nu får jeg alligevel medicin. Og jeg synes i hvert fald også, at det er en af de største ”hjælpemidler”, som jeg har i min hverdag. For nogle måneder siden begyndte jeg at få angst . Jeg kunne slet ikke overskue mit studie med angsten, men siden jeg har fået medicin, er det hele gået meget bedre. Jeg kunne virkelig ikke have klaret mig igennem det her semester uden medicin. Så jeg er virkelig glad for, at der findes medicin.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *