Jeg oplever tit, at det er svært at blive forstået, når man har et handicap. De fleste ved ikke meget om handicap eller har aldrig mødt nogen med et. Derfor synes jeg, at det er virkelig vigtigt at sprede viden om handicap. Den største rolle i at sprede viden har i mine øjne medierne.

Mine egne holdninger

Den her tekst er næsten kun baseret på min egen holdning. Jeg er sikker på, at ikke alle er enige i det, jeg skriver. Hvis I har en anden holdning end mig, synes jeg, det ville være meget spændende at høre om det.

Ansvar afhængig af målgruppen
Efter min mening har medier et vist ansvar, hver gang de nævner et handicap. Hvis man skriver en fagbog om autisme, kan man godt gå ud fra, at læserne ved noget grundlæggende om autisme. Men når medier vil række ud til en hel masse forskellige mennesker, synes jeg, at det er vigtigt at forklare om autisme. Man kan ikke forvente, at alle mennesker ved noget om alle handicap.

Mediernes intentioner
Når et handicap bliver nævnt i en film eller artikel, synes jeg også, det kunne være smart for medierne at overveje, hvorfor man lægger vægt på diagnosen. Det overvejer sikkert de fleste medier, men efter min mening skulle de også overveje, om deres intentioner er passende. Nogle gange virker det for eksempel, som om film udnytter autistiske roller til at få noget sjovt ind i film. De gør grin af autister og det synes jeg bare, er forkert. Autisme er et handicap, der kan give udfordringer hver eneste dag. Det er noget seriøst. Man skulle ikke udnytte autismens særheder for at underholde andre.
Nogle gange er det nødvendigt at nævne en diagnose i en tekst eller film for at kunne forstå nogle sammenhæng bedre. Og andre gange handler dokumentationer bare om et handicap og der skulle blive gjort opmærksom på det. Det synes jeg, er helt fint og virkelig godt. Men medierne skal have fokus på at håndtere emnet ansvarsfuld.

Ansvarsfuld håndtering af emnet ”handicap”

Jeg har for kort tid siden set en dokumentar om en autist på en tysk kanal (WDR). Kanalen ligner det danske DR1. Det er en seriøs kanal, der plejer at vise gode dokumentarer. Men efter min mening var den her dokumentar virkelig dårlig. Jeg føler, at WDR på ingen måde håndterer emnet ”autisme” ansvarsfuldt nok. Jeg vil rigtig gerne referer til dokumentaren i den her tekst. Derfor vil jeg lige fortælle jer lidt om indholdet. Hvis I forstår tysk, sætter jeg også et link til dokumentaren under mit blogindlæg. Så kan I se den.

”Markus, 35 år, barn – i verdenen af en autist”

Dokumentaren handler om Markus, som er 35 år. Han bor i sin egen lejlighed, som er fyldt med legetøj. Han elsker lyde, så mange af hans ting laver lyde, når man går forbi. Man kan ikke engang gå på toilet uden at høre mindst fem forskellige lyde. Markus siger selv, at han hader alle mennesker, der ikke har et handicap. De fleste af hans venner har Downs Syndrom. Markus er åbenbart god til tekniske ting. Han siger, at en autist er nogen, der lever i sin egen verden og har et særligt talent. Det virker derudover, som om Markus føler sig som kvinde. Han betegner sig selv i hvert fald som søster og ikke bror til en anden kvinde.

God repræsentation af diagnosen
Når der bliver lavet en dokumentar, synes jeg, at den skulle blive produceret sådan, at man i det mindste kan genkende nogle små ting fra sig selv i filmen, når man har den samme diagnose. Alle autister er forskellige. Sådan er det helt sikkert. Men vi må jo også have nogle lignende symptomer, ellers ville vi ikke have den samme diagnose. Hvis jeg så som autist slet ikke kan genkende mig selv i Markus fra WDR dokumentaren, undrer jeg mig godt nok lidt over, om hans autisme måske ikke blev beskrevet på en tilstrækkelig måde.

Ingen fokus på autismen
Jeg ser problemet i, at der i denne næsten 45-minutter lange dokumentation ikke engang bliver brugt fem minutter på at forklare, hvilke autistiske symptomer Markus overhovedet har. De nævner hans diagnose allerede i titlen af dokumentaren. Så skal man også lægge i det mindste lidt vægt på den i selve udsendelsen. Jeg har i hele dokumentaren ikke lært noget som helst om autisme. Hvis jeg ikke havde vidst noget om autisme i forvejen og nogen ville spørge mig, om jeg kunne forklare lidt om autisme efter at have set videoen, ville jeg blive nødt til at svare nej. Jeg ville virkelig ikke vide, hvordan jeg skulle forklare noget som helst om autisme.

Tydelig adskillelse mellem emnerne
Jeg synes også, at det er svært, hvis der bliver tilføjet et andet stort emne, der ikke rigtig hænger sammen med det oprindelige emne af dokumentaren. Markus fortæller, at han føler sig som kvinde. Det er virkelig fedt, at der også bliver gjort opmærksom på det emne. Men det er virkelig vigtigt at separere emnerne tydeligt. Ellers kan det nemt ske, at man blander autisme diagnosen med hans andre udfordringer.

Korrekthed af informationerne
Jeg oplever tit, at medier betegner autisme som sygdom. Jeg prøver virkelig altid at være meget forstående. Men lige ved det her emne har jeg ingen forståelse. Hvis journalister vil rapportere om autisme, hvorfor kan de så ikke undersøge emnet godt nok for at lære, at autisme ikke er en sygdom? Det er virkelig ikke svært.

I WDR dokumentaren betegner Markus autisme ikke direkte som sygdom, men han betegner folk uden handicap som ”raske”. Det kan godt være, at han ikke lige har tænkt over det. Alle kan jo udtrykke sig uheldigt engang imellem. Men jeg synes, at det er producenternes ansvar at tjekke om de deler korrekte informationer. Hvis man betegner folk uden handicap som raske, konkluderes der tit, at vi andre må være syge. Og det er autister ikke. Personligt ville jeg nok have udeladt denne del af dokumentaren.
Efter min mening skal man bare være forsigtig, når man omtaler autisme og handicap generelt. Der findes så mange fordomme, som vi bliver konfronteret med i vores hverdag. Medier skulle hjælpe os med at nedbryde disse fordomme ved at dele korrekte informationer. Det gør denne dokumentar ikke. Markus siger for eksempel, at en autist er en, der har et særligt talent. I virkeligheden er der dog kun en meget lille procentdel af autister, der har et særligt talent.

Stereotyper
Markus er autist. En ud af mange. Vi er virkelig forskellige, ligeså forskellige som neurotypiske (folk uden autisme). Jeg synes, det er meget godt for Markus, at der bliver fortalt om ham og hans autisme. Måske bliver han så forstået bedre. Jeg undrer mig bare lidt over, hvorfor man altid bruger de autister til videoer, der passer perfekt til den typiske stereotype af en autist. Hvorfor bliver der for eksempel næsten aldrig vist noget om nonverbale autister? Dem findes der jo også mange af. Man kunne også fortælle om autister, der virker til at ”fungere” godt udadtil, men alligevel har mange udfordringer.

Er medier måske hellere interesseret i at bygge videre på stereotyper og underholde folk i stedet for at lære dem noget nyt? Er autister, der udadtil ”fungerer” godt, for kedelige til at blive vist i en video? Er medierne bange for, at det kunne ødelægge seertallene? Jeg kender ikke svarene til de her spørgsmål, men jeg undrer mig over det, hver gang medierne spilder deres chance for at sprede viden om, hvor bredt autismespektret er.

Skuffet af dokumentaren
Personligt er jeg meget skuffet af dokumentationen. Jeg synes ikke, at WDR håndterer emnet autisme på en ansvarsfuld måde. Jeg ville ønske, at medierne ville fortælle om, hvor bredt autismespektret er. I den her dokumentar bliver der bare ikke forklaret nok om diagnosen.

Hvis jeg skulle holde et oplæg i skolen og jeg bruger et fagudtryk, skulle jeg også forklare det. Ellers ville jeg sikkert ikke få en god karakter. Jeg ser autisme også som et fagudtryk. Det er jo ikke alle, der ved, hvad autisme er. Så det skal også forklares.

Et skridt videre i Danmark
Jeg blev ret irriteret af den tyske dokumentation, men her til sidst vil jeg gerne nævne, at jeg er virkelig glad for, hvor godt DR1 håndterede emnet autisme dengang, de lavede ”De skjulte talenter”. Jeg har set mange tyske videoer, hvor jeg føler, at der bliver gjort grin af autister. Men den oplevelse har jeg ikke så meget i Danmark. I Danmark er der også mange medier, der kalder autisme en sygdom, eller siger, at autisme kan helbredes og det bliver jeg altid vred over, men jeg føler, at Danmark er et skridt videre end Tyskland i at tale åbent om diagnoser.

Her er linket til dokumentationen “Markus, 35 Jahre, Kind – In der Welt eines Autisten“ i WDR mediateket. https://www1.wdr.de/mediathek/video/podcast/channel-menschen-hautnah-100.html
I mediateket er der også tyske undertekster, men det kan være, at videoen bliver fjernet på et tidspunkt. I dette tilfælde kan I finde videoen på YouTube ved at søge efter titlen. Så er der bare desværre ikke nogen undertekster.