Erkende sine grænser

Efter mit blogindlæg ”Studie – ja eller nej” er det nok mange, der gerne vil vide, om jeg besluttede mig for at fortsætte på mit studie eller ej. Derfor tænkte jeg, at jeg lige skriver et lille update for jer. Den korte version: Jeg fortsætter ikke. Mange tvivler på, at det er den rigtige beslutning og de tænker, at jeg vil fortryde det, men jeg er ret sikkert på, at det er godt for mig, at jeg er stoppet.

Jeg skulle være startet for to uger siden. Ugen før skulle jeg så stadig mødes med min studievejleder og efter snakken med hende kunne jeg bare slet ikke finde gode grunde til at fortsætte. Det lyder nok, som om jeg ikke har taget beslutningen selv, men som om min studievejleder pressede mig til at stoppe. Men sådan er det ikke. Hun anbefalede mig virkelig at stoppe, men jeg synes bare, at hendes råd gav mening. Især er hun en af de få mennesker, der virkelig kan have en mening om det. Fordi hun ved noget om Aspergers eller autisme, hun kender mit studie og hun ved også meget om mig.

Egentlig handler det hele for mig bare om ikke at presse mig selv for meget, men erkende mine grænser. Jeg har taget imod så mange udfordringer i mit liv og jeg gør det stadig hver dag. Jeg er kommet igennem gymnasietiden, selvom jeg hadede det. Jeg kom til Danmark og fandt min egen lejlighed. Jeg har et job. Jeg er kommet igennem et helt år på mit studie, selvom jeg virkelig ikke havde det godt. Jeg kommer igennem lange dage, selvom mit energi batteri tit er i minus området. Jeg kommer virkelig igennem mange ting. Men med mit studie har jeg nået min grænse. Jeg har jo prøvet det i et helt år og jeg ved, hvad der vil vente på mig i det næste år. Og det vil jeg bare ikke. Når jeg kører på arbejde, glæder jeg mig til det. Men sådan havde jeg det aldrig på mit studie. Det føltes altid som tvang at tage derhen. Så jeg ser bare ikke meningen med at kaste mig ud i spontane uforudsigelige projekter, hvis jeg har problemer med præcis dette.

Mange tænker nok, at det er et nederlag at droppe ud af mit studie. Jeg må indrømme, at jeg også nogle gange har svært ved ikke at se det sådan. Jeg er også tit bange for, at jeg aldrig kommer til at finde det rigtige. Men egentlig skulle jeg se det som en styrke at være stoppet på mit studie. Jeg kender mig selv godt nok til at erkende, hvad der er godt for mig. Jeg prøvede det i et helt år og det blev ikke bedre. Så nu passer jeg på mig selv. Jeg erkender mine grænser og står ved det.